Garn

3 hjemmelavede gaver, du kan give med god samvittighed

Jul bør være lig med hygge og afslapning, men for mange af os er jul lig med stress, jag og tomme bankkonti. Gaveræset er en af de største syndere og kan tage livet af de fleste. Vi vil så gerne give gaver, som folk bliver glade for, også selvom pengene er små. En måde at komme omkring problemet på er ved at lave hjemmelavede gaver. Her er tre bud:

Strik

Strik er på mode, og det er belejligt, for det betyder nemlig, at hjemmelavet strikketøj er den helt perfekte gave at give en, du holder af. Hvis du ikke allerede har strikkepinde, skal du starte med at finde den opskrift, du gerne vil strikke, og købe de pinde, der står beskrevet i opskriften. Derefter skal du købe noget lækkert garn, f.eks. bomuldgarn eller akrylgarn, og så er det ellers bare at gå i gang. Start gerne i god tid, da det kan tage nogle timer at få det til at se helt rigtigt ud.

Keramik

Der findes efterhånden et hav af værksteder i og udenfor byerne, hvor du kan gå ned og male keramik. Tag eventuelt et par veninder under armen og tag ned på keramikværkstedet sammen. Så får I også en hyggelig dag ud af det, mens I får lavet budgetvenlige og smukke gaver. I kan f.eks. male tallerkener, kander, kopper eller vaser i unikke design.

Gavekort

Et hjemmelavet gavekort er altid en god idé. På den måde giver du nemlig ikke bare en gave nu, men også noget, modtageren kan gå og glæde sig til. Det kan være en håndfuld gavekort til forskellige tjenester såsom at gå med hunden, passe barn eller lave en dejlig middag, eller gavekort til en romantisk date eller en tur i byen til kæresten.