Star Wars droner

Brug kraften! Fra dronefører til X-Wing-pilot

 Hvilken Star Wars-fan har ikke siddet og set Luke Skywalker navigere sit rumskib rundt i Dødsstjernens smalle udluftningskanaler, og drømt om selv at styre nogle af de ikoniske rumfartøjer fra filmene? For eksempel Lukes X-Wing Starfighter eller Darth Vaders specielle Tie Fighter?

Med Star Wars droner kan man udleve drømmen. Det er det amerikanske firma Propel, der står bag de naturtro droner. Firmaet har siden 2006 lavet radiostyrede gadgets og legetøj, og lancerede i 2016 serien af Star Wars-droner.

Der er tre forskellige modeller i serien: Luke Skywalkers T-65 X-Wing Starfighter, Tie Advanced X1, som de fleste nok vil huske som Darth Vaders jager fra slutningen af den første Star Wars-film, og 74-Z Speeder Bike – den hurtige scooter fra scenerne på skovmånen Endor.

Alle dronerne er håndmalede og har den helt rigtige patina, der får dem til at ligne miniatureudgaver af de rigtige rumskibe og luftfartøjer. Star Wars-dronernes gennemførte udseende og mange detaljer gør det endnu lettere at leve sig ind i det tempofyldte ræs på Endor eller tilintetgørelsen af Dødsstjernen. Hver drone har et unikt serienummer.

Modellerne kommer i en flot Collector’s Edition displaybox, der gør det nemt for samleren at vise Star Wars-dronen frem på en hylde eller lignende. Som et ekstra touch lyser æsken op, og afspiller forskellige temaer og lydeffekter fra filmene, når den åbnes.

De tre droner har alle en opladertid på 30-40 minutter og kan flyve 6-8 minutter ad gangen. Og så kan de opnå en topfart på 55 km/t. Star Wars-dronerne giver dermed droneføreren mulighed for at opleve en overbevisende fornemmelse af fart. Kontrollen af dronerne er i top, og stunt-knappen på fjernkontrollen gør det muligt at lave et flip med dronen, så den vender 360 grader rundt i luften. En sej undvigemanøvre, når man er i luftkamp mod vennerne.

Der er også tænkt på begynderen i udviklingen af Star Wars-dronerne. Drone-flyvning er sjovt og udfordrende, men kræver ofte øvelse. De tre droner har alle forskellige hastighedsindstillinger, så det er lettere at styre dem som begynder. Og for at gøre det endnu lettere at blive en god dronepilot har Propel udviklet en app, så man kan øve sig i at flyve i en realistisk simulator, før man vover sig ud i virkeligheden med sin drone.

Star Wars-dronerne kommer med en original og virkelig fed luftkamps-feature, der gør det muligt at kæmpe mod andre Star Wars-droneførere. Op til 24 droner kan kæmpe mod hinanden ad gangen, og Star Wars-dronerne er udstyrede med infrarøde modtagere, der registrerer om dronen er blevet ”ramt” i kamp. Fjernkontrollen viser, hvor mange liv, man har tilbage. Med denne feature kan man træde helt ind i Star Wars-universet og udkæmpe actionfyldte rumslag med vennerne.