Økologisk Børnetøj

Køb økologisk børnetøj – for barnets skyld

Hvis du er typen, som ikke går på kompromis med det tøj, du selv går i, vil du nok heller ikke være tilbøjelig til at spare på dit barns beklædning. Mange mennesker tænker, at det ikke er værd at bruge for mange penge på børnetøj i høj kvalitet, da de jo alligevel vokser ud af det inden man får set sig om. Men når man tænker lidt over det, er børne- og babytøj nok ikke et sted, man har lyst til at spare. Dit barns hud er i kontakt med tøjet i mange timer hver dag, og hvis du ikke ved, hvordan tøjet er produceret, risikerer du at udsætte dit barn for skadelige stoffer, som kan virke hormon forstyrrende eller fremkalde allergi. Derfor er økologisk børnetøj værd at investere i – og når barnet ikke kan passe det mere, vil det på grund af sin høje kvalitet stadig være fint nok til at kunne gå i arv til yngre søskende, fætre eller kusiner, eller blive solgt second hand. Der er ingen grund til ikke at købe bæredygtigt og miljøvenligt tøj til sit barn eller baby.

Hvordan ser økologisk børnetøj ud?

Måske er du bange for, at økologisk børnetøj udelukkende fås i grove materialer og uden indfarvning, så det kommer til at se ud som om du har iført dit barn sækkelærred. Men der findes faktisk rigtig meget lækkert økologisk børnetøj på markedet – i kønne og vaskeægte farver. De materialer, tøjet er fremstillet af, er ganske usyntetiske – det kan for eksempel være bomuld, uld, silke, hør, hamp eller andre naturmaterialer. Materialerne er forarbejdet til at være bløde og lækre, og frem for alt skånsomme over for barnets sarte hud. Du skal således ikke frygte kradsuld eller stive hørbukser – økologisk børnetøj er lige så blødt og lækkert som alt muligt andet tøj. Den helt store fordel ved børnetøj, som er fremstillet efter økologiske principper, er, at der er streng kontrol med, at det er økologisk fra start til slut – det vil sige, fremstillet af for eksempel bomuldsplanter, som ikke har været udsat for sprøjtegifte, og som er non-GMO.

Hvordan ved jeg at børnetøj er økologisk?

Hvis du vil være helt sikker på, at det tøj, du køber til dit barn, er fremstillet økologisk, skal du tjekke om det er GOTS certificeret. GOTS står for Global Organic Textile Standard, og er en internationalt anerkendt økologisk standard. Dette er din sikkerhed for, at dit børnetøj er 100% økologisk.