I gamle dage måtte man – vitterligt – sjusse sig frem til, hvad noget vejede. Enten vejede man et element i forhold til noget andet, hvor dette “andet” havde et standard-mål, man gik efter som udgangspunkt. Og det var, hvad det var: Et udgangspunkt, men ikke nødvendigvis et korrekt facit. Når man forsøgte at blive mere nøjeregnede, eksekverede man nogle mere faste standard-elementer såsom blylod eller lignende, man vejede efter. Men disse kunne erodere, forfalde eller på anden måde tabe sit standardmål. Selv senere frem i tiden, hvor man lavede vægte meget specifikke og detaljerige, måtte man stadig kalkulere med en vis mængde fejlmål. Det vænnede man sig til. Sådan gjorde man faktisk i mange år, og det er da først i nyere tid, specielt med digitaliseringen og opfindelsen af meget bestemt vægte, at man kan være sikker på, at en vægt måler korrekt ned til mindste decimal. Og det…
Et utal af vægte
